Hæslevædderen er et enestående væsen, idet den kun dukker op i én enkelt fortælling. Dens evner er også lidt atypiske, men kan dog sammenlignes med diverse nøkker og bækheste, da den omskaber sig med det mål at få folk til at falde i vandet.


Navne
"Hæslevædderen" kendes kun under det ene navn, der dog skiftevis skrives som et enkelt ord og som "hæsle-vædderen," og som original blev skrevet som et navn i ubestemt ental ("Hæsle-vædder"), men som i dag oftest bøjes som et almindeligt navneord.¹


Beskrivelse
Evald Tang Kristensen nedskrev følgende mundtlige overlevering fra Jette Ohlsen i slutningen af 1800-tallet:

"På en gårdmands mark i Saltø by ved Næstved findes et lille krat, sædvanlig kaldet Hæslet, og det har tidligere strakt sig over flere mænds marker. Her opholder en vædder sig, som kaldes Hæsle-vædder, og kan omskabe sig, som den vil. En gang vilde en person gå over en rende, som fører der igjennem, en aften sildig. På samme sted, hvor overgangstræet ellers ligger, så han nu tydelig, at det var selve Hæsle-vædderen, der havde lagt sig til bro. Nu siges der, at den undertiden gjør således til et vist klokkeslæt, når et enkelt menneske går over, men når man blot afholder sig fra at tale eller give anden lyd fra sig, kan man ikke mærke andet end den sædvanlige bro. Dette vidste personen godt, og han gik dristig til, men da han kom lidt ud, fik han hoste og straks rejste vædderen sig med ham, så at han først kom til at sidde på dens ryg, og til sidst blev kastet hovedkulds ud i vandet. Da han atter kom på benene, opdagede han ikke andet end den sædvanlige bro på sit sted."

Trods den korte beskrivelse får vi her mange ting at vide. Hæslevædderen er en vædder, men kan omskabe sig til en bro. Den forsøger ikke at drukne folk, men vil kun have dem til at falde i vandet, hvilket den først gør når de giver lyd fra sig. Ydermere findes Hæslevædderen kun på et lille område, i Hæslet (et krat af hasselbuske) på en mark nær Saltø. Den havde tidligere sin gang over flere marker, men da historien blev nedfældet, var den reduceret til ét krat på en enkelt mark.


I Nutiden
Historien om hæslevædderen genfortælles af Bo Bomuld Hamilton-Wittendorf i hans "Guide til Det Okkulte Danmark" og af Svend C. Dahl i hans "Sagn og Gode Historier fra Det Sydlige Sjælland." Dog lader det til at Hamilton-Wittendorf har pyntet på historien, da vædderen nu beskrives som havende røde øjne, næsten ingen pels og spidse hjørnetænder, samt han beskriver den som "blodsugende" uden at anføre en kilde at noget af dette. Uden tvivl har Hamilton-Wittendorf ønsket sig at Danmark skulle have et svar på den meso-amerikanske Chupacabra, og har simpelthen bare ændret historien så den passede. Dahl blander i sin bog disse to historier sammen og fortæller, at hæslevædderen kun har suget blod fra dyr, og at mennesker derfor ikke havde noget at frygte fra den.

Jeg tog engang selv en smuttur til Saltø og kørte omkring markerne, men kunne ikke umiddelbart finde et hasselkrat. Det er muligt at tidens tand har flyttet eller helt destrueret haslen og bækken.