Forside Folketro Andet Gæstebog Links
 Sagnvæsner   Fabelvæsner  Etnozoologi og -botanik  Udenlandske væsner   Cyprianus  A-Å

Indhold:
1. Navne
2. Beskrivelse
3. Kilder
Varedyr er tæt relateret til fylgjer og hamløbere, men er (til trods for deres ens navne) kun fjernt beslægtet med varulve. Et varedyr er en form for skytsånd som varer over (altså beskytter) en person. Ofte er dyret på én eller anden måde repræsentativt for menneskets personlighed og væremåde.


Navne
Ordet "varedyr" bruges af og til også om kirkevarer, men jeg har besluttet mig for ikke at blande deres navne sammen på denne hjemmeside, både for sprogets klarheds skyld, og fordi det eneste disse væsner reelt har til fælles er deres navne.¹

Varedyr og fylgjer har mere til fælles end til forskel, men har spillet lidt forskellige roller i tidens løb.² Så selvom "fylgje" og "varedyr" kan bruges som synonymer, vil "varedyr" på denne side bruges til at beskrive væsnet fra renæssancen og derefter, mens "fylgje" vil bruges om præ-renæssance-forestillinger. Jeg har ikke nogen videre grund til at vælge renæssancen som skel, det føles bare som det rigtige tidspunkt at begynde at skelne mellem de to væsner.


Beskrivelse
Det menes at alle folk har et varedyr, som er dem lig i sind og advarer dem om farer.³ Det kan have form af et hvilket som helst dyr, fra bjørne og heste til mus og lopper.² Man kan kun have et enkelt varedyr, og på den ene eller anden måde vil dyret afspejle hvilken slags person man er.

Der skal mindst to personer til, for at finde frem til en persons vardyr: En søger, som vil finde sit vardyr, og en prøver, som sørger for at prøven foretages korrekt og der ikke bliver snydt.

Fremgangsmåden er således:²

1. Prøveren breder et tørklæde ud på et bord.
2. Prøveren folder tørklædet én gang på tværs, så det danner en trekant
3. Prøveren vender folden ind mod sig selv, med spidsen pegende væk fra sig selv.
4. Prøveren lægger en lille snittekniv eller udfolden foldekniv midt inde i tørklædets fold.
5. Alle tilstedeværende bekræfter at kniven ligger inde i tørklædet
5. Prøveren tager fat i de to spidser til højre og venstre for sig og ruller tørklædet sammen.
6. Prøveren spørger søgeren om søgerens fulde navn og beder søgeren om at nævne et hvilket som helst dyr.
7. Prøveren tager fat om kniven (stadig inde i tørklædet) med sin højre hånd og fører tørklædet om bag ryggen, samtidig med at denne sætning siges: "Har [søgerens fulde navn] en/et [søgerens førnævnte dyr] til varedyr?"
8. Prøveren fører venstre hånd om bag ryggen, tager fat om kniven, stadig i tørklædet, og fører det frem foran igen.
9. Trin 7 og 8 gennemføres tre gange. Herefter lægges kniven, stadig i tørklædet, på bordet og alle tilstedeværende bekræfter, at alt er som det skal være, og at der ikke har været fejl i fremgangsmåden.
10. Prøveren tager fat i enderne af tørklædet og ruller det ud på bordet.
11. Er søgerens varedyr fundet, vil kniven nu ligge udenfor folden.
12. Har søgeren endnu ikke fundet sit varedyr, vil kniven ligge, som man lagde den i trin 4, og trin 5-10 gennemgås igen, ligeså mange gange som der skal til før varedyret findes.

Der kan gå rigtig mange forsøg før varedyret findes. Én historie fortæller, at en kone måtte så mange dyr igennem, at hele selskabet var blevet træt af legen. Til sidst foreslog hendes mand, i spøg, at de skulle prøve om ikke hendes varedyr var en loppe. Det viste sig at være det rigtige dyr – selskabet brød sammen i latter og konen bliver gal på sin mand og skælder ham ud. Manden svarede, at det da passede meget godt, da lopper altid så ud til at følge hende rundt, sågar med i seng, og han beklagede sig meget, at han nu nok aldrig blev fri fra dem. Kvinden stak da sin mand en lussing.²

Mange varsler stammer fra troen på varedyr, fx idéen om at en uforklarlig banken på døren er et varsel om at gæster er på vej – det sagdes at være gæstens varedyr, der kom dem i forkøbet.²


Kilder
1. "Kalkars Ordbog," vardyr (1976). Otto Kalkar. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
2. "Æventyrets Dyreverden" (1887). Ingvor Bondesen. H. Hagerups Forlag.
3. "Moths Ordbog," vardyr (1700). Matthias Moth. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.