En hamløber er en slags omskaber, som foretager sin omskabning ved hjælp af sjælevandring. Når hamløberen sover eller går i en trance, kan dennes hu forlade kroppen, gerne gennem munden, i skikkelse af et dyr.


Etymologi
"Hamløber" kommer af det oldnordiske hamhleypa.¹ Begge ord er sammensat af to led: Ham/hamr, som betyder skind, skikkelse eller bolig, og løber/hleypa, som betyder løber eller springer.

Idéen om hamløbere er beslægtet med både "hamskiftere," som tager en ham af og på som et stykke tøj, og "omskabere," som er folk, der, i bredeste forstand, omdanner sig selv og/eller andre.⁴ "Omskaber" er det danske modsvar til det engelske ord "shapeshifter," der dog, i de sidste 10-20 år, er begyndte at vinde indpas via den fordanskede direkte oversættelse "formskifter."

Der kendes to oldnordiske udtryk relateret til hamløbertroen: Den, der har denne evne, siges at være "eigi einhamr" (ikke en-hammet) eller "hamrammr" (stærk i sin evne til at skifte ham).⁷


Beskrivelse
I gammelnordisk tid havde man en forestilling om, at mennesket var opdelt i tre eller fire dele: En ham (oldnordisk hamr), som er legemet, en hu (oldnordisk hugr), som er sindet, en fylgje eller et varedyr, som er ens personlige ledsager, og evt. en hamingja, som er en slags slægtsskytsånd, der bringer held.⁵ En hamløber er en person, hvis hu kan forlade menneskehammen og tage fysisk form, typisk i skikkelse af et dyr. Hamløbere er altså snarere sjælevandrer end de er reelle omskabere.

Der kendes en række udtryk relateret til hu-/hamtroen: Folk, som mister forstanden, kan siges at være hustjålet - altså, deres sind er blevet stjålet. Hvis ens hu ændrer sig drastisk, og man vender sig imod sine nærmeste, har man blevet offer for en huvending. Hvis man ønsker at tiltrække sig en persons hu kan man foretage en husøgning. Hvis ens hu befinder sig udenfor kroppen, er man hamgalen. Endelig, kan den skikkelse, ens hu tager under en hamfærd, beskrives som en huham.⁸

Det tilhørende udsagnsord, "hamfærd" (oldnordisk, "hamfarir"), beskriver handlinger, der foretages i en huham, eller selve handlingen, at huen påtager sig en ham. En hamløber (navneord) kan altså foretage en hamfærd (udsagnsord). "Hamfærd" kan både beskrive en opgave, som foretages af hamløberens huham, eller, det kan beskrive selve akten, hvorved hamløberens hu forlader hamløberens legeme.² Når "hamfærd" bruges til at beskrive en rejse, vil man ofte bruge udtrykket "at fare i hamfærd."³

Under en hamfærd vil hamløberen, i skikkelse af sin hu, være synlig for andre og være i stand til at interagere med verden, som var den legemlig, mens hamløberens egentlige legeme vil være bevidstløst, enten i søvn eller i trance.⁶ Huhammen og legemet er dog stadig forbundet, og hvis huhammen bliver såret eller dræbt, vil legemet lide samme skæbne.⁸⁺¹⁰ Legemet kan ikke overleve længe uden sin hu - hvis ens hu går ind og ud af kroppen via munden, kan man slå en hamløber ihjel ved at holde dennes mund lukket og derved huhammen ude.⁹

Hamløbere kan føres tilbage til 1200-tallet, hvor Rolf Krakes Saga blev nedfældet. Denne saga, som siges at foregå i år 4-500, beskriver en kriger ved navn Bödvar Bjarki, som deltager i et slag i bjørneskikkelse, mens hans krop ligger og sover. Da han bliver vækket, forsvinder bjørnen fra slagmarken. Da denne saga blev nedskrevet mange år efter, den siges, at have fundet sted, er det mere en middelalderlig fortolkning af fortiden, end det er en beskrivelse af middelalderfolkets tro. Det er en beretning om begivenheder, som allerede hørte en fjern fortid til, da de blev nedfældet.⁷

En hamfærd kan dog ikke altid afbrydes så let som Bödvar Bjarkis blev. I visse tilfælde kan huhammen ikke 'teleporteres' tilbage til legemet, men er i stedet nødt til fysisk at rejse tilbage og kravle ind i det via munden.⁹ Hamløberen er ikke fuldt ud klar over, hvad der sker med dennes legeme under en hamfærd, men kan dog fornemme, hvis legemet er i fare, og således begive sig tilbage til det.⁹

Den primære forskel på en hamløber og en hamskifter eller omskaber er, at hamløberen findes to steder på én gang (i sit legeme og sin huham), hvilket hamskifteren og omskaberen ikke gør.⁸